Årets Hold - for U11 og U13
Hvert år stiller landsdelene deres bedste U11- og U13-spillere til holdkamp for at kåre Årets Hold for henholdsvis U11 og U13.
Årets Hold - historie og baggrund
Årets Hold har eksisteret i omtrent 25 år, altid med Badminton Fyn som arrangør. Tidligere blev det afholdt for U11 og U13 og lå i forbindelse med afholdelse af Danish Open. Det faldt nogenlunde sammen med tidspunktet hvor Danish Junior Cup for hold blev afholdt for U15, U17 og U19. Omkring 2011 blev det et arrangement udelukkende for U11-spillere, da U13 blev overflyttet til Danish Junior Cup. I 2021 blev U13-årgangen lukket ind i Årets Hold igen efter Danish Junior Cup Teams var blevet flyttet til Odense, og ikke medtog U13-rækken i arrangementet.
Årets Hold bliver afholdt på Fyn hvert år den første weekend i november.
Badminton København, Badminton Sjælland, Badminton Midtjylland, Badminton Fyn og Badminton Nordjylland har deltaget med et kredshold. Der udtages 5 drenge og 4 piger, alle stiller op i kredstrøjer og der er kampråb inden holdkampene.
Kredsmatch-arrangementer har altid haft et socialt indhold - og gerne på tværs af holdene/kredsene. Typisk overnatter holdene i klasseværelser på den lokale skole. Alle mødes fredag aften, hvor der er fællesspisning og et socialt arrangement; f.eks. en tur i svømmehallen eller bowling. Lørdag og søndag spilles holdkampe i 4+3 format med en ekstra dreng og pige, hvor man må benytte alle spillere i alle holdkampe.
Alt efter hvor mange kredse der deltager har man enten alene spillet puljekampe eller afsluttet med placeringskampe.
Nogle år sluttes af med fællestræning for alle deltagere, som de medfølgende kredstrænere har arrangeret.
Alle deltagere får guldmedaljer, da du er vinder, når du er med. Vinderkredsen får derudover en pokal.